Road trip 2017


Roadtrip 2017 - vestlige USA

Vores USA roadtrip 2017 var igen en kombination af by, strand, natur og storby.

Byferie i Las Vegas, Reno og San Francisco, badeferie ved Oceanside Beach samt roadtrip i Nevada, Arizona, Utah, Oregon og Californien. I alt 21 dage.

Flybilletter til Las Vegas og hjem fra Los Angeles, bestilt via Ticket2Travel.dk kr. 4.029,- pp.

Billeje SUV, 20 dage hos Alamo, via Autoeurope. Kr. 4.668,- med guld pakke, inkl. ekstra fører og en tank benzin.

Se kort

Dag 1. Afrejse fra København og via Zürich til Las Vegas. Fløj for første gang med Edelweiss Air, som var en positiv oplevelse. Henter bil og kører til Bally´s, Las Vegas, hvor vi har tre overnatninger.

Dag 2-3. Det er femte gang vi er i Las Vegas, men første gang på Bally´s, som er et fint og centralt beliggende resort midt på The Strip. Vi tog på shopping i Premium Outlets og besøgte bl.a. den hyggelige Nelson Ghost Town.

Dag 4. Vi forlader Las Vegas tidligt og kører den korte tur til Vally of Fire Stats Park. Det er et flot og spændende område, som også kan besøges på en dagsudflugt fra Las Vegas. Om eftermiddagen fortsætter vi til Grand Canyon North Rim, hvor vi skal overnatte på det hyggelige Lodge (forudbestilling er nødvendigt). Vi ser solnedgangen og oplever mørket sænke sig over denne fantastiske kløft. Kørsel ca. 460 km.

Dag 5. Tidligt op og ud at se en række af de meget flotte udsigtspunkter i morgensolen. Ved de fleste udsigtspunkter er vi helt alene og kan nyde den storslået udsigt i absolut stilhed. Den nordlige side af Grand Canyon er ikke så besøgt, men mindst lige så flot som den overrendte sydlige side. Sidst på formiddagen fortsætter vi mod Cedar Breaks National Monument. Dette er ligeledes et ikke særlig besøgt område. Her oplever vi den flotte udsigt til de imponerende røde klipper. (Området minder lidt om Bryce Canyon). Vi forsætter igennem parken og overnatter i Parowan på Mountain View Lodge. Kørsel ca. 260 km.

Dag 6. I dag kører vi via nogle meget øde landeveje til Great Basin National Park. Denne park ligger lidt afsides, men er absolut et besøg værd. Her er flot natur spændende vandreture i bjerge og skov, samt nogle af verdens ældste træer på over 4000 år. Sidst på dagen kører vi til Ely og overnatter på Magnuson Hotel Park Vue. Kørsel i dag ca. 380 km.

Dag 7. I dag kører vi mod Reno af Highway 50, The Loneliest Highway. Det er et øde område, men ikke den mest øde vej vi har kørt på. Undervejs kommer vi forbi en række af de gamle Pony Express stationer og gør bl.a. stop ved Middlegate. Ud på eftermiddagen kommer vi til Reno – Las Vegas lillesøster. Vi ser byen, nogle af de klassiske kasinoer og den hyggelige promenade langs floden. Vi bor på Travelodge, som ligger centralt, men ikke er noget særligt. Kørsel i dag ca. 510 km.

Dag 8.Vi fortsætter mod nord og kommer efter et par timer til Lasssen Volcanic National Park. Her syder og bobler det af vulkansk aktivitet - lidt som i Yellowstone. Da vi besøger parken i slutningen af juni, er parken stadig delvis lukket pga. sne og mudder, så en del af seværdighederne er ikke tilgængelige. Sidst på dagen fortsætter vi til Merill i Oregon, hvor vi overnatter på det super hyggelige Wild Goose Lodge Motel. Vi kørte ca. 485 km.

Dag 9. Vi starter tidligt og kører den korte tur til Lava Beds National Monument.  Dette er et meget interessant område med en masse spændende lava huler og tunneler, som man udstyret med lygter kan udforske. Sidst på formiddagen fortsatte vi til Crater Lake National Park. Et kæmpe vulkankrater fyldt med dybblåt vand – et fantastisk syn. Også her var vi så højt og mod nord, at dele af området var lukket pga. sne. Sidst på dagen kørte vi til den hyggelige by Grants Pass, hvor vi boede centralt på Knights Inn. Dagens kørsel var ca. 340 km.

Dag 10. Igen tidligt afsted og mod vest af Redwood Highway til Redwood skovene i Californien. Vi brugte hele dagen til at køre mod syd igennem disse skove, hvor vi så en lang række af de berømte store træer. Vi skulle naturligvis også lige køre igennem et af de store Drive-Thru træer. Sidst på dagen tog vi den flotte gamle kystvej Highway 1 og overnattede i Fort Bragg på Travelodge. Dagens kørsel ca. 475 km.

Dag 11. Vi fortsætter fra morgenstunden af den flotte Highway 1, hvor den ene storslået udsigt afløser den anden. Midt på dagen kører vi ind i landet og tager hovedvejen til San Franciscos. Ved Golden Gate gør vi holdt ved flere af de storslåede udsigtspunkter. Vi ankommer til byen midt på eftermiddagen. Vi har resten af eftermiddagen og aften i San Francisco. Det er tredje gang vi er i byen, denne gang så vi bl.a. Painted Ladies, City Hall og Grace Cathedral. Vi overnatter på Days Inn Downtown. Kørsel ca. 280 km.

Dag 12. Oprindelig var det planlagt, at køre sydpå af Highway 1 til Hearst Castle. Men vejen var i 2017 spærret flere steder på grund af jordskred. Planen blev derfor at køre til Pinnacles National Park øst. Det er en hyggelig og overskuelig park. Der er flere steder, hvorfra der udgår vandrestier og der er mange flotte udsigtspunkter. Vi valgte at gå via High Peaks Trial og Rim Trail op til flotte Bear Gulch Reservoir og via Bear Gulch Cava Trail og Moses Spring Trail tilbage. Sidst på dagen kørte vi til Solvang, hvor vi overnattede på Royal Copenhagen Inn. Kørsel ca. 480 km.

Dag 13-20. Efter 12 hektiske dage med mange spændende oplevelser skal den nu stå på afslapning og badeferie. Vi kører de 340 km til Oceanside (syd for Los Angeles), hvor vi har lejet en dejlig lejlighed direkte til den gode sandstrand og med en fantastisk havudsigt. Oceanside er en hyggelig by med en klassisk træmole, en marina, en dejlig strand, butikker, gademarked, restauranter samt flere outlets og forlystelsesparker i området.

Den sidste dag tjekker vi ud og kører til Los Angeles, hvor vi om aften flyver hjem med Lufthansa via Frankfurt.

Dag 21. Ankomst med Lufthansa fra Los Angeles til Frankfurt og flyver til København. Vi er nu hjemme efter endnu en fantastisk USA rejse.