Las Vegas


Las Vegas

Las Vegas ligger midt i ørkenen i det sydlige Nevada og har ca. 2 millioner indbyggere. Las Vegas er noget ganske specielt og skal absolut opleves. Byen ligger også fint for mange roadtrips. Efter dit besøg i Las Vegas vil du enten elske denne fantastiske by og komme tilbage, eller du vil hade denne kunstige by.

Der er naturligvis flere bydele, men hvis det er dit første besøg, skal du naturligvis bo på The Strip -  Las Vegas Boulevard, som er et verdensberømt lysende ikon med alt det magiske lys fra neonskilte, lysreklamer, samt projektører, der bader de store kasinohoteller i lyseffekter.

En tur op og ned ad The Strip er et must. Start fra en ende af og kør hele vejen gennem det surrealistiske landskab af sjove tema hoteller og besynderlige turistattraktioner. Du skal også ud at gå og ind og opleve de forskellige kasinoerne indefra. I kan tage en tur med Las Vegas Monorail, som kører parallelt med The Strip og forbinder mange af de store hoteller.

Der er meget at bruge penge på. Der er mange store og flotte shows og mange muligheder for spil. Men der er også mange gratis aktiviteter.

Foran hotel Bellagio er der et stort springvand - Fountains of Bellagio, som er meget smukt. Hver aften kan du opleve det dansende springvand, som er perfekt koreograferet til musikken, der spiller. Springvandene starter kl. 15, og der er shows hver halve time frem til kl. 20, hvor efter der er shows hvert kvarter frem til midnat.

Foran The Mirage findes endnu et spektakulært gratis show. Et stort vulkanshow, der kan ses efter mørkets frembrud, hver halve time fra kl. 17-23. Der er lydoptagelserne af vulkanerne og naturtro udbrud med ild og røg.

Du kan også se den imponerende botanisk have på Bellagio. Se de pink flamingoer på hotel Flamingo og opleve Venedig og Gondoler på hotel Venetian. Besøg Manhattan på hotel New York New York og se Cirkus artister på Circus Circus i den nordlige ende af The Stripe.


Las Vegas er meget andet end The Strip. Det nordlige Las Vegas er også et besøg værd og området omkring den overdækkede gågade Fremont Street, med nogle af de gamle klassiske Vegas kasinoer, er igen ved at blive populært med nye, spændende barer, restauranter og butikker. I må ikke gå glip af det store lysshow på undersiden af taget over gågaden, der får nattehimlen til at lyse op i bedste Las Vegas stil. Der kører bus fra The Strip til Fremomt Street.

Du finder mange eksklusive butikker og store shopping centre, ligesom der findes to gode outlets centre, hvor du virkelig kan powershoppe til meget rimelige priser.

Der kan blive meget varmt i Las Vegas. I juli op mod de 40 grader. Heldigvis har de fleste hoteller swimmingpool, som dog nemt bliver overfyldt.

Unge under 21 må ikke få serveret alkohol, spille eller opholde sig alene på kasinoerne. Det er ikke en by for mindre børn, så overvej i hvor lang tid, I skal bo her.

Hvis du undgår weekends, er det er forbavsende billigt, at bo på de store kasinohoteller. Bemærk dog, at der ofte kommer et resort tillæg og nogle er begyndt at tage betaling for parkering.

Vi har besøgt Las Vegas syv gange og kommer tilbage i sommeren 2023. Vi har bl.a. boet på New York New York, Flamingo, Harrah´s, Bally og Gold Coast.