Mesa Verde National Park


Spændende ruiner påklippesiderne

Mesa Verde National Park er en spændende og hyggelig nationalpark i det sydvestlige Colorado.

Mesa Verde er spansk og betyder "grønt plateau". Nationalparken ligger på et stort skovklædt plateau, som inde i parken brydes af flere kløfter. De vigtigste attraktioner i parken er dog et utal ruiner af huse og landsbyer fra omkring år 500 og frem til 1300-tallet, bygget af anasazifolket som klippehuse – bygninger bygget i grotter og under udspring i klipperne.

Når man kigger ud over kløfterne, skal man kigge godt efter, for mange steder er de små byer bygget ind i de lodrette klippe sider. Det er svært at forestille sig, hvordan indianerne har kunnet klatre op og ned ad klippesiderne med byggematerialer.

Det mest kendte af anlæggene er Cliff Palace, som har over 150 værelser og 23 kivaer (religiøse rum). Dette antages at være det største klippehus i USA. Andre interessante anlæg er bl.a. Mug House, Spruce Tree House, Square Tower House, Mesa Verde Reservoirs og Balcony House.

Der er flere udsigtspunkter, hvorfra du kan se nogle af disse bygningsanlæg og nogle kan du selv gå ned til. Men tre af de mest spektakulære klipperuiner kræver guidede ture. Køb billetter til disse ture ved ankomsten til Mesa Verde, da rundvisningerne traditionelt hurtigt bliver udsolgt. Billetter kan købes i Visitor Center ved indgangen.